At kæmpe landbrugets sag
Af: Niels Jørgen Pedersen, fungerende formand for Primærsiden i Landbrug & Fødevarer
I formandskabet er vi klar over, at vi lige nu er meget frustrerede over den fremtidige miljøregulering, landbruget står over for, og over at vi ikke føler, at politikerne lytter til ønskerne fra vort erhverv. Den naturlige reaktion i den forbindelse er selvfølgelig at handle hurtigt og højlydt, og den reaktion kan jeg godt forstå. For det er jo ikke bare dansk eksport og fødevareproduktion, der står på spil, det er også vores job og fremtid.
Ændrede rammer
Problemet er bare, at de politiske forhold og økonomiske omstændigheder gør, at konfrontation som redskab i det politiske arbejde ikke hjælper os til at opnå vores mål. Det kan godt være, vi får lidt medieopmærksomhed, og at enkelte politikere vil få øje på os, men det er ikke det, der i sidste ende giver landbruget bedre vilkår.
Én af hovedårsagerne til det er, at vi står midt i en global økonomisk krise, som meget få er gået fri af, og det betyder, at vi ikke er det eneste erhverv, der er hårdt trængt. Det betyder også, at der er mange organisationer, brancher og interesser, der ønsker at gøre opmærksom på netop deres problemer og i den forbindelse at få politikerne i tale. For at trænge igennem dette og rent faktisk nå frem til politikerne med vores budskab, er det nødvendigt, at vi fortæller noget, de er interesserede i at høre, og som hjælper dem i deres arbejde.
Løsninger frem for konfrontation
Ét af de centrale redskaber er i denne forbindelse at søge at være konstruktive og gå i dialog i stedet for at brokke os og lægge armene over kors. Det gør vi blandt andet ved at bidrage med løsninger til de problemer, vi ser i forhold til vores arbejde og interesser. De forslag, vi har, er med til at bidrage til løsninger af samfundets problemer, og det er politikerne afhængige af, da de er nødt til at signalere til deres vælgere, at de arbejder for at forbedre samfundet for at blive genvalgt.
Vi skal vise omverdenen og ikke mindst det politiske niveau, at vi er en organisation og et erhverv, man kan gå til, når der skal findes løsninger på samfundsudfordringer. Derfor skal vi arbejde sammen på at skabe et image, som et erhverv der arbejder for samfundets bedste. Vi skal altså ikke kun være synlige, når vi er utilfredse, men også når vi har en sag, der sætter landbruget i et positivt lys.
Konstruktiv tilgang giver konkrete resultater
Det at have en konstruktiv tilgang skaber resultater og indflydelse, og det har vi allerede beviser på. Blandt andet i forbindelse med Grøn Vækst 2.0, hvor Landbrug & Fødevarer fik indført en række faglige arbejdsgrupper, der har set på implementeringen i andre EU-lande. Sammenligningen har medført, at miljøministeren har meldt klart ud, at regeringen er klar til at udskyde EU’s målsætning på vandmiljøområdet for at sikre, at dansk landbrugs konkurrenceevne ikke svækkes over for vores nabolande. Jeg er helt overbevist om – og politikerne bekræfter os i det – at det netop er vores konstruktive linje, som er årsagen til de forbedrede rammevilkår.
I vores arbejde for at skabe politiske resultater vil vi stå endnu stærkere, hvis vi står sammen om en fælles strategi. Derved vil landbruget blive set som en konstruktiv medspiller, der kan gøre sin indflydelse gældende.