Log på Kontakt Oversigt Forside
Fjordbank Mors og landbrugskunder 

Udlån til landbrugserhvervet er ikke årsag til bankkrakket

Fjordbank Mors blev i weekenden overtaget af Finansiel Stabilitet, da det var ikke muligt at finde en løsning med en anden bank. Fjordbank Mors har samlet set udlån for 8,7 mia. kr. mens der er indlån for 7,2 mia.kr. Der er statsgaranterede obligationslån for 4,1 mia. kr.

Banken havde ultimo 2010 udlån til 1.585 landbrugskunder. Det vurderes, at erhvervslandbrugskunderne udgør ca. 400 på Mors og henholdsvis 30-40 i Salling og Thy, mens der for de resterende landbrugskunder ikke er tale om erhvervslandbrug. Ca. halvdelen af erhvervslandbrugene vurderes at være heltidsbrug.

Af årsrapporten for 2010 for Fjordbank Mors fremgår det, at landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri udgjorde 14,7 pct. af bankens udlån og garantier ved årsskiftet. Heraf udgjorde landbrug ca. 90 pct., hvor udlåne er fordelt på følgende måde:

·       svineproducenter 54 pct.
·       mælkeproducenter 12 pct.
·       planteavlere 7 pct.
·       minkavlere 5 pct.
·       vindmøller, solenergi (ejet af landmænd) og andet udgør 22 pct.

Det har fremgået af medierne, at udlån til landbrugserhvervet er årsag til bankkrakket.
Dette er imidlertid ikke korrekt, da krakket primært skyldes udlån til investeringer i grøn energi i udlandet samt investeringer i erhvervsejendomme. Investeringer i Scan Energy nævnes som en af hovedårsagerne til bankens store problemer. Det er i den forbindelse problematisk, at aktierne i Scan Energy blandt andet ejes af en række lokale landmænd. Udover problemerne i forhold til Scan Energy nævnes også udlån til ejendomsprojekter herunder Essex og Euro Ejendomme.

Landbo Thy og Landboforeningen Limfjord har arrangeret et informationsmøde vedr. situationen omkring Fjordbank Mors. Mødet vil blive afholdt på Morsø Landbrugsskole på onsdag kl. 19.00.
På mødet vil Finansiel Stabilitet redegøre for de konsekvenser, som bankkrakket vil få for de mange landbrugskunder. En rådgivningschef fra Centrovice vil informere om samarbejdet med Finansiel Stabilitet på Fyn.

Yderligere informationer hos Lone Saaby
LandboThy - Silstrupparken 2 - 7700 Thisted - Tlf: 96 18 57 00 - Fax: 96 17 53 51 - CVR-nr. 41 94 67 17