Log på Kontakt Oversigt Forside
Medlemsorientering 

Hos Landbrug & Fødevarer arbejdes der hver dag på en lang række sager over for politikere og myndigheder for at forbedre vilkårene for landbruget og fødevareerhvervet.

”Medlemsorienteringer fra Landbrug & Fødevarer” giver et overblik over de sager, der aktuelt fylder mest i det politiske arbejde på Axelborg, så du som medlem kan følge med i, hvad der arbejdes med. 


Nyt på Christiansborg
I midten af april blev regeringens "Reformplan 2020" fremlagt. 2020-planen skal rette op på de økonomiske udfordringer landet står overfor. Planen skal skaffe 47 mia. kr. indtil 2020, og det skal blandt andet ske ved hjælp af regeringens tidligere fremlagte tilbagetrækningsreform, der indebærer en afskaffelse af efterlønnen, en reform af førtidspensionen samt en forhøjelse af pensionsalderen. Landbrug & Fødevarer finder som udgangspunkt, at regeringens 2020-plan er et afgørende skridt mod at genoprette Danmarks økonomi. Håbet er, at begge sider i Folketinget vil tage ansvar for den danske økonomi.

For landbruget er det dog afgørende, at 2020-planen ikke står alene, men derimod følges op med en vækstpakke og konstruktive bud på, hvordan vi kan skabe vækst samt fastholde og udvikle arbejdspladser i Danmarks eksporterhverv. Landbrug & Fødevarer mener, at det er nødvendigt og fornuftigt at øge arbejdsudbuddet og konkurrenceevnen, som vil skabe vækst på den lange bane. Hvis der ikke gøres en fokuseret indsats for at løse konkurrenceudfordringen her og nu, risikerer man, at eksportarbejdspladserne rykker til udlandet.

Landbrug & Fødevarer foreslår derfor, at der investeres mere i forskning og udvikling, at det offentlige i højere grad understøtter virksomhederne, og at der kommer fokus på de høje danske omkostninger og afgifter, som svækker danske virksomheders konkurrenceevne. 

Vand- og Natura2000 planer
I april udløb høringsfristen for Vand- og Natura2000 planerne. Landbrug & Fødevarer har indsendt over 100 siders høringssvar samt ikke mindre end 500 siders bilag til Naturstyrelsen. Herudover har foreningerne indsendt høringssvar og opfordret lodsejerne til at indsende høringssvar for at gøre opmærksom på problemstillingerne i de fremlagte Vand- og Natura2000 planer. I alt er der indtil videre indgivet næsten 4000 høringssvar, hvilket med al tydelighed viser, at planerne ikke er ordentligt gennemtænkt og at der fortsat er mange alvorlige udeståender. Naturstyrelsen er gået i gang med at læse samtlige svar grundigt igennem og det forventes, at der vil blive fremlagt et notat omkring høringssvarerne inden sommerferien.

Landbrug & Fødevarer understreger, at det faglige grundlag for planerne er yderst mangelfuldt, og opfordrer klart til, at det bringes i orden. Det er helt afgørende, at der er sammenhæng mellem ambitionsniveau på den ene side og faktisk viden om tilstand på den anden samt at indsatskravene baseres på opdaterede data.

Samtidig er det dybt kritisabelt, at der ikke er regnet på de erhvervs- og samfundsøkonomiske konsekvenser af planerne, og at det som lodsejer reelt ikke er muligt, at få et overblik over, hvad planerne kommer til at betyde på den enkelte bedrift.

Landbrug & Fødevarer vil i den sammenhæng fortsætte presset fra centralt hold for at sikre, at de mange udeståender bliver taget til indtægt. Det er afgørende at resultatet af de faglige arbejdsgrupper om bl.a. baseline, ålegræsværktøjet, vandløb og kvælstofudvalget inddrages i den endelige udformning af planerne.

Opgave vil være at påvirke alle relevante parter – centralt og lokalt – for at få mest mulig indflydelse på de endelige planer. Når planerne er politisk vedtaget i Folketinget vil kommunerne få 6 måneder til at udfærdige de endelige planer med en efterfølgende 8 ugers høringsperiode. For at sikre samarbejdet mellem de lokale foreninger og Axelborg er der nedsat et udvalg om Vand- og Natura2000 planerne. Udvalget skal skabe bedre rammer for et tættere samarbejde på tværs af landet. 

På Landbrug & Fødevarers hjemmeside kan man læse begge høringssvar.

Husdyrloven
April blev også måneden hvor bekendtgørelserne til husdyrloven trådte i kraft.
I den nye bekendtgørelse kommer der nye anmeldeordninger for

-       etableringer, ændringer og udvidelse af ensilagepladser og ensilagesiloer,
-       gødningsopbevaringsanlæg,
-       bygningsmæssige ændringer som følge af dyrevelfærd,
-       skift mellem dyretyper
-       sikring af fulde stalde.

Der er indført specifikke ammoniakkrav, som regulerer det enkelte husdyrbrugs påvirkning af ammoniakfølsomme naturtyper. Endelig er der kommet klarhed for ibrugtagning af miljøgodkendelsen.

Landbrug & Fødevarer har gennem hele processen presset hårdt på, for at få ryddet så mange knaster af vejen som muligt. Landbrug & Fødevarer vil følge implementeringen af de nye regler meget tæt, og hvis det viser sig at anmelderordningerne ikke fungerer efter hensigten vil Landbrug & Fødevarer tage sagen op med ministeren.

LandboThy - Silstrupparken 2 - 7700 Thisted - Tlf: 96 18 57 00 - Fax: 96 17 53 51 - CVR-nr. 41 94 67 17