Medlemsorientering fra Landbrug & Fødevarer - maj 2011
Politisk orientering til de lokale foreningers medlemmer
Hos Landbrug & Fødevarer arbejdes der hver dag på en lang række sager over for politikere og myndigheder for at forbedre vilkårene for landbruget og fødevareerhvervet.
”Medlemsorienteringer fra Landbrug & Fødevarer” giver et overblik over de sager, der aktuelt fylder mest i det politiske arbejde på Axelborg, så du som medlem kan følge med i, hvad der arbejdes med.
Ekstraordinært delegeretmøde
Den 24. maj blev der afholdt ekstraordinært delegeretmøde for at vælge en ny formand efter, at Michael Brockenhuus-Schack valgte at trække sig fra posten. Niels Jørgen Pedersen er ny formand for Primærsiden i Landbrug & Fødevarer, mens Henrik Frandsen er viceformand for Landbrug & Fødevarer. Efterfølgende er Niels Jørgen Pedersen valgt som formand for hele Landbrug & Fødevarer.
Holdet er nu sat og formandskabet er klar til arbejdet med de udfordringer, erhvervet står overfor den kommende tid.
Nyt fra Christiansborg
Maj måned på Christiansborg har primært drejet sig om 2020-reformerne. 2020-planerne omfatter en tilbagetrækningsreform, en sundheds- og tryghedspakke.
Vækstpakken blev den 27. maj indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Pia Christmas-Møller.
Pakken har blandt andet fokus på eksport til vækstmarkederne. Det er positivt, at fødevarer nævnes som en del af de danske styrkepositioner på eksportmarkederne.
Derudover er eksportkautionsordningen gjort permanent, hvilket er et vigtigt skridt for små- og mellemstore virksomheder samt agroindustrien og vækstkautionsordningen er udvidet for at styrke små og mellemstore virksomheders adgang til vækstkapital.
Et andet element i vækstpakken er målsætningen om at sagsbehandlingstiderne på miljøområdet skal forkortes. Det har været et af Landbrug & Fødevarers ønsker længe, og det er positivt, at der nu afsættes ressourcer til at fjerne bunkerne af sager.
Landbrug & Fødevarer mener, at vækstpakken er et godt bidrag til at styrke eksporterhvervet og genskabe væksten. Pakken løser dog ikke alle udfordringer, og der mangler eksempelvis initiativer til at tage hånd om det høje omkostningsniveau og afgifter.
Grøn Vækst
Den såkaldte samlelov til Grøn Vækst blev vedtaget i slutningen af maj. Loven omfatter lov om ændring af naturbeskyttelsesloven, planloven, vandløbsloven, miljømålsloven, kemikalieloven og miljøbeskyttelsesloven. Det er en del af regeringens Grøn Vækst aftale med Dansk Folkeparti fra juni 2009 og april 2010.
Særligt omkring vandløbsvedligeholdelse, kompensationer og beskyttelseszoner har Landbrug & Fødevarers indsigelser båret frugt. Landbrug & Fødevarers kritikpunkter er blevet hørt.
Landbrug & Fødevarer kæmper fortsat for, at Grøn Vækst bliver til en plan, hvor beskyttelse af vand og natur går hånd i hånd med en øget vækst i jordbrugserhvervet.
Landbrug & Fødevarer har fået indrømmelser på følgende 3 områder:
- At berørte borgere og virksomheder er sikret mulighed for at komme med indsigelser såfremt høringsfasen giver anledning til at indføre reduceret vandløbsvedligeholdelse på strækninger, der ikke var med i høringsudkastet.
- At det konsekvent rettes, at der ikke er tale om ophør eller reduceret vedligeholdelse af vandløb – MEN ændret vedligeholdelse af vandløb (ændret grødeskæringsteknik eller lign.) så længe der er penge til at kompensere de lodsejere, som kommer til at lide et tab
- Der skal være symmetri vedr. ændringer i kompensationer, så ekstrakompensation og mindre kompensation bliver administreret ensartet og fremadrettet.
Vand- og Natura2000 planer
De allersidste dage af maj offentliggjorde Arbejdsgruppen vedr. ålegræs deres redegørelse om ålegræsværktøjet. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra Miljøministeriet, Fødevareministeriet, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer og Videncentret for Landbrug.
Arbejdsgruppen om ålegræs er en af de 9 arbejdsgrupper, der blev nedsat i forbindelse med udredningen af Vand- og Natura2000 planerne for at sikre det faglige indhold.
I rapporten konkluderer arbejdsgruppen blandt andet,
- At ålegræs er en vigtig organisme, der har stor betydning for økosystemets funktion
- At udbredelsen af ålegræs påvirkes af en række forskellige faktorer, herunder næringsstoffer som kvælstof og fosfor
- Ålegræs kommer mange steder ikke tilbage, selvom der er tilstrækkeligt lys, fordi fysiske forhold (som bølger, for blød bund, sandorme, makroalger) forhindrer udbredelsen.
- Ålegræs kan hjælpes på vej med udplantning og beskyttelse mod forstyrrelser i etableringsfasen.
Arbejdsgruppen finder, at ålegræsværktøjet bør erstattes af en forbedret model, der kan indregne betydningen af en række andre betydende faktorer og at der er et stort behov for øget viden om de økologiske sammenhænge og flere og bedre data.
Landbrug & Fødevarers kritik af ålegræsværktøjet er altså berettiget. Ålegræsværktøjets enøjede fokusering på kvælstof er ikke holdbar, bl.a. fordi ålegræs mange steder ikke kommer tilbage, selv om der sker betydelige reduktioner i kvælstof. Ålegræsgruppens arbejde har betydet, at en række kritiske punkter er blevet yderligere belyst, men der er endnu en række væsentlige udeståender. Landbrug & Fødevarer arbejder videre med at problematisere brugen af ålegræsværktøjet og forbedre det faglige indhold til Vand- og Natura2000 planerne.