Medlemsorientering fra Landbrug & Fødevarer - Juni 2010
- Politisk orientering til de lokale foreningers medlemmer
Hos Landbrug & Fødevarer arbejdes der hver dag på en lang række sager overf or politikere og myndigheder for at forbedre vilkårene for landbruget og fødevareerhvervet. "Medlemsorientering fra Landbrug & Fødevarer" giver hver måned et overblik over de sager, som aktuelt fylder mest i det politiske arbejde på Axelborg, så du som medlem kan følge med i, hvad der arbejdes med.
Nyt fra Axelborg
Tirsdag den 8. juni 2010 afholdt Landbrug & Fødevarer sit første årsmøde. Årsmødet blev brugt til at sende en række overordnede politiske budskaber til omverdenen og sætte fokus på de ting, der optager landbrugs- og fødevareerhvervet. Mødet er således i vid udstrækning vendt mod eksterne aktører og presse.
I år afholdtes årsmødet under overskriften ”Vækst i balance”, der er titlen på Landbrug & Fødevarers visionsprojekt, der skitserer en række udviklingsveje for landbrugs- og fødevareerhvervet i fremtiden.
Årsmødet havde prominente gæster, der talte økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), partileder Margrethe Vestager (RV) og politisk ordfører Henriette Kjær (K). Desuden medvirkede fødevareminister Henrik Høegh (V) fra Bruxelles via et videoklip, da han var til møde i Bruxelles.
Man kan læse mere om visionsprojektet og de fire udviklingsveje på Landbrug & Fødevarers hjemmeside og bl.a. se formanden for Landbrug & Fødevarer Michael Brockenhuus-Schacks beretning og administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer Carl Aage Dahls præsentation af visionsarbejdet på Youtube.
Arbejdet med at forbedre de politiske vækstbetingelser for erhvervet kører fortsat på højt tryk. Der er løbende dialog med både ministre, politikere og embedsmænd for at sikre, at f.eks. elementerne i aftalen om Grøn Vækst implementeres på en fornuftig måde.
Også implementeringen af EU’s vandrammedirektiv står højt på Landbrug & Fødevarers dagsorden. Her har Landbrug & Fødevarer blandt andet fremført, at der ligger solide beregninger på konsekvenserne af tiltagene, hvis de gennemføres, som det oprindeligt var foreslået – et forslag, man har lyttet til på Christiansborg.
I medierne er der fortsat stort fokus på vores erhverv. Senest har der været rejst spørgsmål om sammenhængen mellem en stigning i forbruget af antibiotika i svineproduktionen og forekomsten af en særlig variant af bakterien MRSA, der viser resistens. Landbrug & Fødevarer har i debatten understreget, at det kun er en lille del af de resistente bakterier, der stammer fra svin, og at det danske antibiotikaforbrug er meget lavt i international sammenligning. Landbrug & Fødevarer bakker op om fødevareministeriets initiativ til at indføre en gultkort-ordning, der fokuserer på bedrifter med et meget højt forbrug af antibiotika.
Sommeren har sænket sig over Folketinget og politikerne hvilket betyder, at der er ro på den politiske front. Landbrug & Fødevarer er i gang med en presse indsats for få landbruget sat på dagsordenen på en positiv måde i medierne i agurketiden.
Digital tinglysning
Der har været stor opmærksomhed i medierne om problemerne med den digitale tinglysning. Problemerne drejer sig både om erstatning til de berørte brugere af tinglysningen, og om at brugerne af Tinglysningsretten ikke oplever den samme reduktion i sagsbehandlingstiden, som Tinglysningsretten bryster sig af. Problemet er især stort i matrikulære sager, hvor dommerattesterne har lange ekspeditionstider, men der er også andre ekspeditioner, som tager for lang tid.
Fra en rundspørge hos ejendomskonsulenterne ved vi, at det blandt andet drejer sig om godkendelse af fuldmagter og sletning af retsanmærkninger, der trækker i langdrag. Vi følger hele tiden op på tilbagemeldingerne fra landbrugets ejendomskonsulenter, så sagsbehandlingstiden nedbringes på alle sager.
Landbrug & Fødevarer har igennem hele forløbet lagt et stort pres på relevante politikere, Tinglysningsretten og Domstolsstyrelsen, og det har i den seneste tid resulteret i problemerne er blevet taget op i flere landsdækkende medier, hvor blandt andet Landbrug & Fødevarer har udtalt sig. Der er nu kommet fokus på at der bør laves en kompensationsordning for de berørte. Der ligger et stort arbejde i at opnå politisk opbakning, da det er overordentligt svært at komme igennem med forslag i den nuværende situation, hvor en spirende valgkampsstemning ulmer.
Meget afhænger af konklusionerne i en rapport fra Rigsrevisionen, der netop omhandler problemerne ved overgang til den digitale tinglysning. Rapporten offentliggøres den 17. august. Landbrug & Fødevarer fortsætter med at opretholde det massive pres og fokus på området.
Vand- og Natura 2000-planer
Vand- og Natura 2000-planerne forventes at blive sendt i et halvt års høring fra efteråret 2010. Pt. arbejder Landbrug & Fødevarer derfor på at påvirke planerne mest muligt forud for offentliggørelsen. Der er en løbende og aktiv dialog med relevante ministerier og styrelser, hvor Landbrug & Fødevarer har sat kritisk fokus på planernes meget ambitiøse målsætninger og uhensigtsmæssige virkemidler.
Selvom vandplanerne endnu ikke er vedtaget, er en del af indsatsen allerede gang med at blive udmøntet, som en del af Grøn vækst-aftalerne. I juni måned har der især været fokus på gødskningsbekendtgørelsen, som har været i høring fra 11.-30. juni.
Bekendtgørelsen indeholder en række alvorlige problemer, fordi der lægges op til mere generel regulering, der ikke er særlig omkostningseffektivt. Det omfatter blandt andet krav om 50.000 ha flere efterafgrøder som følge af, at muligheden for at erstatte efterafgrødekravet med 100 % vintergrønne marker ophører. Landbrug & Fødevarer finder det meget utilfredstillende, at der anvendes mere lag-på-lag regulering. I stedet bør gødskningsloven erstattes med mere målrettede tiltag. Er det ikke muligt, skal loven indeholde flere muligheder for at erstatte efterafgrødekravet med alternative målrettede virkemidler. Det kan f.eks. være etablering af minivådområder eller mulighed for tidlig såning af vinterafgrøder.