Medlemsorientering oktober 2010
Politisk orientering til de lokale foreningers medlemmer

Hos Landbrug & Fødevarer arbejdes der hver dag på en lang række sager over for politikere og myndigheder for at forbedre vilkårene for landbruget og fødevareerhvervet.
”Medlemsorienteringer fra Landbrug & Fødevarer” giver hver måned et overblik over de sager, der aktuelt fylder mest i det politiske arbejde på Axelborg, så du som medlem kan følge med i, hvad der arbejdes med.
Nyt fra Axelborg
Med åbningen af det nye folketingsår den første tirsdag i oktober, er den nye politiske sæson skudt i gang. Rød og blå blok i Folketinget ligger side om side i avisernes meningsmålinger, og kampen for at vinde regeringsmagten efter næste valg om senest 13 måneder er blevet endnu mere intensiv.
I sådan et klima skulle man tro, at det var umuligt at få politisk lydhørhed om sine mærkesager. For hvorfor skulle i forvejen travle politikere beskæftige sig med helt konkret, pragmatisk politik om eksempelvis landbruget, når der er vælgere, der skal besøges og interviews, der skal gives, så man øger sin chance for genvalg?
Svaret ligger blandt andet i, om man lykkes med at gøre egne sager til sager, som samfundet generelt har interesse i at løse. Det er vi lykkedes med i Landbrug & Fødevarer. Det er dels et resultat af, at vi dagligt argumenterer for vores sag, og dels at vi med lanceringen af visionen for landbrugs- og fødevareerhvervet ”Vækst i Balance” har formået at fortælle den positive historie om erhvervets fremtid.
Vandplaner
For nylig sendte miljøminister Karen Ellemann de nye udkast til vandplaner i høring.
Planerne må betegnes som en stærkt forbedret udgave af, hvad vi tidligere har set. I Landbrug & Fødevarer har vi arbejdet målrettet på at gøre politikerne bevidste om hvilke negative samfundsmæssige konsekvenser, der ville have, hvis man implementerede vandplanerne uden hensyn til, hvordan vores konkurrenter i eksempelvis Tyskland gør det. Alene i Limfjordsområdet påpegede vi, at det ville betyde et tab af godt 5000 arbejdspladser.
Derfor kan vi selvfølgelig være tilfredse med, at det nuværende udkast gør det helt klart, at dansk landbrug i første omgang skal reducere udledningen af kvælstof med 9000 tons – og ikke som tidligere anført 19.000 tons. Desuden er der lagt op til kompensation til landmændene. Vandplanerne er nu sendt i høring, og vi følger sagen tæt for at løse uafklarede problemer, der stadig ligger i planerne.
Klimakommissionen
Den 28. september offentliggjorde regeringens Klimakommission sin længe ventede rapport om, hvordan vi i Danmark kan gøre os fri for fossile brændstoffer – til gavn for klimaet og for forsyningssikkerheden. Samtidig lancerede Landbrug & Fødevarer en ambitiøs plan ”Energi med vækst”, der viser, at vi kan skabe næsten 10.000 permanente, danske arbejdspladser, hvis vi i Danmark satser strategisk på at udnytte det store potentiale i biomasse fra bl.a. landbruget. Erhvervet og de nye spændende forretningsområder er derfor helt centrale, hvis Danmark skal løse udfordringerne.
Vækst og Uddannelse
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har offentliggjort regeringens tanker om, hvordan Danmark ved hjælp af forskning kan skabe større vækst og flere arbejdspladser i Danmark. Ministeren har påpeget, at det bliver nødvendigt at fokusere midlerne i den såkaldte ”Globaliseringspulje” til forskning og udvikling endnu mere, end tilfældet er i dag. Ved at fokusere på Danmarks internationale styrkepositioner i energi, sundhed og fødevarer kan vi skabe fornyet vækst og samtidig afhjælpe nogle af morgendagens store samfundsmæssige udfordringer. Det er positivt, at man politisk kan se, at Danmark som et lille land er nødt til at prioritere midlerne skarpt, hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence.
Åbent landbrug
Den 3. søndag i september holdt 65 gårde landet over Åbent Landbrug. Arrangementet trak igen i år fulde huse med hele 54.000 besøgende. Det er meget positivt, at danskerne viser så stor interesse for, hvordan man driver et moderne dansk landbrug. Vi håber på endnu flere besøgende til næste år.
LandboThy - Silstrupparken 2 - 7700 Thisted - Tlf: 96 18 57 00 - Fax: 96 17 53 51 - CVR-nr. 41 94 67 17