Log på Kontakt Oversigt Forside
Medlemsorientering 

Hos Landbrug & Fødevarer arbejdes der hver dag på en lang række sager over for politikere og myndigheder for at forbedre vilkårene for landbruget og fødevareerhvervet. ”Medlemsorienteringer fra Landbrug & Fødevarer” giver hver måned et overblik over de sager, der aktuelt fylder mest i det politiske arbejde på Axelborg, så du som medlem kan følge med i, hvad der arbejdes med.

Valgkampen er startet
Som vi tidligere har nævnt er 2011 valgår. Selvom Lars Løkke endnu ikke har udskrevet valg, og måske først gør det til november, er valgkampen allerede i fuld gang. Derfor bruger Landbrug & Fødevarer blandt andet tiden til at forberede os på, hvordan vi skal forholde os, hvis landbrugs- og fødevareerhvervet bliver et emne, når valgkampen for alvor bryder løs.

Men endnu vigtigere er det, at vi klar med en plan for tiden efter en valgkamp. Altså en plan for hvordan organisationen og erhvervet skal forholde sig og gøre sin indflydelse gældende – både hvis den nuværende regering bliver siddende, og hvis en ny, rød regering kommer til magten.

Mål om kvælstofreduktion udskudt
For nylig kunne vi glæde os over, at det store politiske arbejde med vandplanerne belønnede sig. Karen Ellemann meldte ud, at regeringen vil udskyde halvdelen af målet i Grøn Vækst om en 19.000 tons kvælstofreduktion til 2027, hvilket betyder, at erhvervet kan bevare et stort antal arbejdspladser, der ellers ville være gået til udlandet. Derudover bliver der tid til at omstille sig og til at finde mere intelligente miljøløsninger, der ikke ødelægger landbrugets konkurrenceevne.

Dette skridt i den rigtige retning er resultatet af en grundig, faglig proces, hvor Landbrug & Fødevarer har presset på for at få analyseret andre landes implementering af reduktionskravene og få vurderet konsekvenserne for konkurrenceevnen. Netop landbrugets svækkede konkurrenceevne var regeringens hovedargument for at udskyde kravene til reduktion.

Ny husdyrlov
Den nye husdyrlov L12 er nu vedtaget af Folketinget, og den træder i kraft den 15. marts 2011.

Loven medfører en væsentlig skærpelse af ammoniakkravet til husdyrbedrifter i nærheden af ammoniakfølsomme naturtyper, men også administrative lettelser i form af anmelderordningen.

I forhold til lovforslaget, der blev fremsat i oktober, er der efter politisk pres fra Landbrug & Fødevarer sket tilpasninger og nogle forbedringer. Forbedringerne giver blandt andet større klarhed i forhold til udpegning og definitioner af ammoniakfølsom natur og i forhold til vilkårene for eksisterende produktioner. Set i lyset af den hidtil uklare praksis med hensyn til definitioner er der kommer klarhed i forhold til, hvilke naturområder (§3 og §7 arealer) og skove, der skal beskyttes, og hvilke krav der i givet fald kan stilles. 

Energistrategi 2050
Et andet vigtigt politisk skridt blev taget i forbindelse med regeringens ”Energistrategi 2050”, der blev fremlagt den 24. februar. Overordnet er det meget positivt, at regeringen lægger op til at tage opgaven med at erstatte sort energi med grøn energi fra biomassen seriøst. Der er dog svagheder i forhold til at sikre det økonomiske grundlag for skiftet og en mangel på ambitioner i forhold til at udnytte biobrændstoffer i transportsektoren. Landbrug & Fødevarer gennemgår udspillet grundigt og tager kontakt til de relevante ordførere, inden de politiske forhandlinger begynder med henblik på at skabe bedre rammer for biomasse og biobrændsel.  

Vækst på den politiske dagsorden
Tirsdag den 23. februar afholdte Landbrug & Fødevarer i samarbejde med en række andre erhvervsorganisationer en vækstkonference, hvor blandt andet Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt deltog. Det blev understreget, at vækst er allerøverst på den politiske dagsorden. Det stod ligeledes klart, at erhvervet har mulighed for at spille en afgørende rolle, hvis vi formår at pege på Danmarks mulige vækstpotentialer i fremtiden.

Landbrug & Fødevarer har i en periode arbejdet med et vækstudspil, det ses her

(Link til 10 bud på vækst i balance: http://www.lf.dk/Aktuelt/Publikationer/~/media/lf/Aktuelt/Publikationer/Landbrug/Vækst%20i%20balance%20endelig.ashx )

Handling bag ordene i ”Den nye fortælling”
I forlængelse af vækstdagsordenen har vi ligeledes arbejdet videre med ”Den nye fortælling”, der blev lanceret den 31. januar. - Ikke mindst i forhold til at sætte handling bag ordene i kampagnen.

Det er afgørende, hvis målet med ”Den nye fortælling” skal opnås, at vise vores omgivelser, at vi virkelig står bag kampagnens budskab, og at det ikke bare er tomme ord og smarte reklamer. Det sker eksempelvis ved at vise, at vi er klar over, erhvervet har nogle udfordringer, men at vi tager vores ansvar seriøst og arbejder aktivt for at forbedre ting som dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og miljøbelastning.

Ekstraordinært delegeretmøde
Marts starter med det ekstraordinære delegeretmøde den 2. marts i Herning. Det er et vigtigt møde, hvor vi får mulighed for at diskutere erhvervets situation og muligheder lige nu. Derudover får vi mulighed for i en politisk paneldebat at gå tæt på en række fremtrædende politikere, og høre deres tanker om erhvervets rammevilkår nu og fremover. Fødevareminister Henrik Høgh, miljøminister Karen Ellemann og fødevareordførerne fra både K, S, SF og DF vil deltage.

LandboThy - Silstrupparken 2 - 7700 Thisted - Tlf: 96 18 57 00 - Fax: 96 17 53 51 - CVR-nr. 41 94 67 17