LandboThys sommermøde er i år flyttet over Vildsundbroen
For første gang holder LandboThy det traditionsrige sommermøde på Mors – i år onsdag 2. juni hos Helle og Johannes Riis på gården ”Kronborg”, Solbjerg.
Aftenens hovedtaler er Ulla Astman, der siden december 2007 har været regionsrådsformand i Region Nordjylland. Hun er medlem af bestyrelse og forretningsudvalg samt formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner. På den familiemæssige front er hun gift og mor til 3 børn i skolealderen.
Mødet starter kl. 19.00 med velkomst ved Niels Eriksen, næstformand i LandboThy, og Johannes Riis, der også vil fortælle lidt om gården ”Kronborg”, der er et moderne landbrug med svineproduktion og planteavl. Ud over Helle og Johannes Riis tæller familien små børn, hvor de senest tilkomne er tvillingerne på 6 måneder.
Aftenen afsluttes med bål og båltale. Det er i år lykkedes at få tilsagn fra Egon Plejdrup Poulsen, fhv. borgmester i Morsø Kommune og nyvalgt folketingskandidat (S) i Thisted kredsen, om at holde båltalen.
Sædvanen tro inkluderer billetprisen på kr. 100 helstegt gris med tilbehør, som tilberedes af Sydthy-Thyholm Husholdningsforening. Under middagen og efter hovedtalen underholder orkestret ”Thyholm All Stars” med musik og sang.
”Sommermødet har tidligere været afholdt i sidste halvdel af juni, men datoen er i år fremrykket i forhold til tidligere, dels på grund af dyrskuet lørdag 12. juni og dels de mange skoleafslutninger sidst i juni. – Og vi håber, at alle vil bakke op om fællesskabet og få morsingboerne til at føle sig som en del af LandboThy”, siger Niels Eriksen, der er næstformand i landboforeningen.
Sommermødet er også et sted, hvor land og by mødes, og alle er velkomne til at nyde aftenen med god mad, taler og underholdning. - Der er taget højde for risikoen for dårligt vejr, hvor der kan rykkes indendørs i maskinhuset.
