Opbevaring og håndtering af flydende husdyrgødning
Fra 15. februar 2011 er nye regler trådt i kraft for at sikre, at gylleudslip fra beholdere i nærheden af vandløb og søer hurtigt bliver opdaget, inden der sker forurening af vandmiljøet.
På beholdere opført før 15. februar 2011 træder reglerne først i kraft 1. januar 2012.
Der er indført krav om alarmer, som advarer landmanden, hvis gylleoverfladen synker for hurtigt i gyllebeholderen og om fysiske barrierer, som bremser gyllen, hvis der går hul i gyllebeholderen, eller der sker uheld i forbindelse med håndtering af gyllen.
Der skal foretages følgende ekstra foranstaltninger, afhængig af tankens beliggenhed og alder:
Beholderen skal udstyres med et alarmsystem, hvis:
Beholderen er større end 100 m2 og ligger i et område, hvor terrænet skråner mere end 6 grader fra beholderen mod vandløb eller søer med et areal større end 100 m2, eller beholderen ligger 100 m eller nærmere til vandløb og søer.
Der skal etableres bebolderbarriere, hvis:
Beholderen er større end 100 m2 og ligger i et område, hvor terrænet skråner mere end 6 grader fra beholderen mod vandløb eller søer med et areal større end 100 m2 og ligger 100 m eller nærmere til vandløb og søer.
Der skal etableres terrænændring, hvis:
Beholderen ligger i et område, hvor terrænet skråner mere end 6 grader fra beholderen mod vandløb eller søer med et areal større end 100 m2 og ligger mere end 100 m fra vandløb og søer.
Beholderen skal på sigt afvikles, hvis:
Beholderen er opført før 15. februar 2011 og er større end 100 m2 og ligger i et område, hvor terrænet skråner mere end 6 grader fra beholderen mod vandløb eller søer med et areal større end 100 m2 og ligger 100 m eller nærmere fra vandløb og søer. Dvs. svarende til de krav, hvor der skal etableres barriere.
Beholderen skal senest være afviklet, når den er 20 år gammel. Afvikling skal dog tidligst være sket den 1. januar 2017.
Hvis beholderen er omfattet af den 8-årige retsbeskyttelse til en miljøgodkendelse, skal den tidligst være afviklet ved udløbet af retsbeskyttelsesperioden.
I det ovenstående forstås:
- Alarmsystem: System, som kan registrere pludselige fald af overfladen i beholderen til opbevaring af flydende husdyrgødning og meddele dette elektronisk til driftsherren, f.eks. via SMS
- Terrænændring: Terrænændring, der mindst kan tilbageholde 25 m3 flydende husdyrgødning
- Beholderbarriere: Barriere, evt. i form af jordvold, der mindst kan tilbageholde den del af beholderens indhold, der er beliggende over terræn. Opførelsen skal anmeldes til kommunen inden etablering.
- Barrieren skal etableres som en jordvold eller en vold af samme materialer som den beholder den opføres omkring. Farverne skal være i samme farve som beholderen eller i jordfarve.
- Afstanden mellem beholderen og barrierens fod må maksimalt være 20 meter. Barrierens højde må maksimalt være 1 meter under beholderens højde over terræn.
- Barrieren placeres ikke nærmere end 30 meter til naboskel.
- Senest 31. december året efter etablering af barrieren, skal der være etableret afskærmende beplantning omkring barrieren eller på selve barrieren, hvis denne etableres ved jordvold. Den afskærmende beplantning skal bestå af naturligt hjemmehørende løvtræarter eller buske.
Har du spørgsmål til artiklen, kan du kontakte Miljøkontoret.
LandboThy - Silstrupparken 2 - 7700 Thisted - Tlf: 96 18 57 00 - Fax: 96 17 53 51 - CVR-nr. 41 94 67 17