Sommeren er slut men Skattestyrelsen har bidt i det sure æble og ændret praksis, så det nu er muligt at blive beskattet af fri bil kun om sommeren, uden at skulle afregistrere bilen om vinteren.

Mange har afholdt sig fra at realisere deres drøm om en sommer firmabil, fordi det tidligere var nødvendigt at afregistrere bilen i vinterhalvåret, hvis man ville undgå at blive beskattet af fri bil for et helt år.

Sidste år tabte Skatteministeriet en sag ved retten i Aarhus, hvor en direktør i et selskab, fik medhold i, at han ikke skulle beskattes af et beløb på knap 100.000 kr., svarende til værdien af en fri bil i de seks måneder, hvor bilen stod overdækket og parkeret i selskabets lagerhal og var stilstandsforsikret, og hvor bilens nummerplader var afleveret til selskabets forsikringsmægler.

Praksis ændret

Dommen blev ikke anket af Skatteministeriet, og efterfølgende har Skattestyrelsen udsendt et såkaldt styresignal. Det bekræftes heri, at dommen er taget til efterretning, og at praksis i konsekvens heraf er ændret.

I styresignalet redegøres nøje for de betingelser, der skal være opfyldt, for at man kan undgå beskatning af bilen i vintermånederne. Betingelser er:

  1. Der skal i husstanden være yderligere personbiler til rådighed, der opfylder husstandens transportbehov.
  2. Der skal være adgang til en anden bil, der er egnet til anvendelse ved varetagelsen af de opgaver, der skal udføres i arbejdsgiverens interesse.
  3. Nummerpladerne på sommerbilen skal være afmonteret og opbevaret hos enten forsikringsselskabet eller en forsikringsmægler.
  4. Forsikringen af sommerbilen skal være ændret til en stilstandsforsikring.
  5. Sommerbilen skal i stilstandsperioden være henstillet en ikke nærmere defineret distance fra brugerens private bopæl, og må selvsagt ikke benyttes i perioden.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev få nyheder direkte i din indbakke. Vi holder dig opdateret om alt fra ny viden og udviklingen i landbruget til spændende nyheder og begivenheder.

Erhversparterner Thy's logo i 2 grønne nuancer BKNord arkitekter og ingeniørers logo i sort Thymæglernes logo i sort KvægXpertens logo i rød og sort LandboUngdoms logo i sort KvægXpertens lgo Seges' logo i sort