Mange virksomheder glemmer at påføre cvr-nummer og firmanavn på deres varebiler. Det koster 5.000 kr. i bøde.


Alle varebiler på gule plader og med en tilladt totalvægt under fire tons skal have synligt cvr-nummer og virksomhedsnavn på bilen.

Virksomhedsnavn og cvr-nummer skal stå på begge sider af bilen.

Der må ikke anvendes skilte, der kan fjernes.

Det er ejers cvr-nummer og firmanavn, der skal stå på bilen.

Det er tilladt at anvende virksomhedens logo i stedet for firmanavn, hvis logoet tydeligt identificerer virksomheden.

Hvem har ansvaret?

Det er den registrerede ejer af varebilen, der har ansvaret for, at oplysningerne overholder kravene og er placeret korrekt på bilen.

Leasingkøretøjer

Ved langvarig leasing af en bil til udelukkende erhvervsmæssig brug er det den person leaser bilen, der bliver den registrerede bruger. Derfor er det leasingtagerens cvr-nummer og virksomhedsnavn eller -logo, der skal oplyses på bilen.

Vognmænd

Hvis en vognmand er registreret ejer af en bil, der er tilsluttet en vognmandscentral eller lignende bestillingscentral, er det den enkelte vognmands cvr-nummer og virksomhedsnavn, som skal oplyses på bilen.

Bødestørrelse

Hvis oplysninger om cvr-nummer og virksomhedsnavn ikke er påført bilen, medfører det en bøde på 5.000 kr. I gentagelsestilfælde stiger bøden – første gang til 10.000 kr., anden gang til 15.000 kr. og tredje gang til 22.500 kr.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev få nyheder direkte i din indbakke. Vi holder dig opdateret om alt fra ny viden og udviklingen i landbruget til spændende nyheder og begivenheder.