Nu venter vi bare

De tre landboforeninger i hhv. Lemvig, Skive og Thisted er nu klar med de formalia, som skal til for at medlemmerne kan få en god debat og beslutte, om de vil stemme ja til en fusion mellem de tre foreninger med tilhørende rådgivning.

Så nu venter vi bare. Venter på at vi kan få lov at afholde forårets tre generalforsamlinger – helst fysisk, så vi kan diskutere og stille spørgsmål til bestyrelsernes forslag om fusionen, og selvfølgeligt også høre beretning om året der gik, mm.

Navnet

Tak til medlemmer og medarbejdere for rigtig mange gode og kreative forslag til navn på den nye forening. Fusionsudvalget er overvældet og har endnu ikke truffet deres valg af navn, – det er en stor beslutning, trods alt. Navnet skal jo signalere det, vi er og fortsat bliver: en kompetent og proaktiv landboforening og rådgivningsvirksomhed.

Ledelsen

Fusionsudvalget har arbejdet med at få både den øverste ansatte leder på plads og med en skitse af, hvordan den folkevalgte bestyrelse bør se ud for at kunne udvikle og drive foreningen/rådgivningen og varetage de mange interesser, som er på spil i en landboforening.

  • Henrik Galsgaard direktør

Valget af direktør er faldet på Henrik Galsgaard, som er direktør i LandboThy. Det betyder, at Henrik er klar til at sætte sig ved roret fra den dag, hvor fusionen på de tre generalforsamlinger – forhåbentlig – bliver vedtaget. Hvis JA til fusion, så går Henrik sammen med ledere, medarbejdere og fusionsbestyrelse i gang med hurtigt at få udfyldt rammerne for både forenings- og rådgivningsarbejdet.  Henrik er 50 år, og har været direktør i LandboThy siden 2007.

  • Bestyrelsen

Sammensætningen af bestyrelsen blev beskrevet i sidste nyhedsbrev. Vi lægger op til en 14 mand stor bestyrelse, heraf er 6 valgt med to fra hvert af områderne omkring Lemvig, Skive og Thisted, 4 er fritvalgte, 1 er valgt af deltidslandmændene, og de tre rådgivningshuse stiller hver med en medarbejder til bestyrelsen.

Rådgivningen

Med fusionen kan vi fremover fortsætte med at stille det allerbedste hold rådgivere, som tilbyder landmænd i det nordvestjyske den rådgivning, som de har brug for. Både til meget specialiserede produktioner og til mere konventionelle brug, og til store som små.

I vil som medlemmer og rådgivningskunder møde en stærk og synlig forening og en rådgivning, der favner bredt og har styrke til nye opgaver. De tre rådgivningshuse bliver liggende, hvor de ligger, og rådgivningen udspringer derfra, også til andre erhverv. Det er et af de strategiske pejlemærker for fusionsudvalget, at den nye forening forbliver lokalt forankret både mht. til rådgivning, dyrskuer, Åbent Landbrug og øvrig kontakt til lokalområdet.

Tidsplanen

Nu venter vi bare på at regeringens genåbningsplan gør det muligt at afholde generalforsamlingerne fysisk. I vores arbejdsskitse står der ’endelig beslutning’ ved tre generalforsamlinger omkring den 25. maj 2021, og vi håber, at det bliver deromkring eller kort tid efter.

 

Spørgsmål?

Ring gerne til en af os, som er formændene for de tre landboforeninger:

Formand Leif Gravesen, LandboThy, leifgravesen@gmail.com, 20207636

Formand Lars Kristensen, Landbo Limfjord, lk@lbfl.dk,21797849

Formand Morten Agger, Lemvigegnens Landboforening, nr.byskov@gmail.com, 23280578

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev få nyheder direkte i din indbakke. Vi holder dig opdateret om alt fra ny viden og udviklingen i landbruget til spændende nyheder og begivenheder.

Erhversparterner Thy's logo i 2 grønne nuancer BKNord arkitekter og ingeniørers logo i sort Thymæglernes logo i sort KvægXpertens logo i rød og sort LandboUngdoms logo i sort KvægXpertens lgo Seges' logo i sort