BK NORD A/S går i markedet efter ny administrerende direktør

Efter en lang årrække med konstant udvikling og vækst samt et 2020 med det bedste resultat nogensinde er arkitekt- og ingeniørfirmaet BK NORD A/S nu klar til version 2.0

 Udvikling, kvalitet og vækst. Det er nøgleordene for den rejse, BK NORD A/S har været på gennem de seneste 20 år, hvor der særligt i de senere år har været rigtig stor aktivitet indenfor både landbrugs-, erhvervs- og boligbyggeri. Den travlhed forventes kun at fortsætte, og virksomheden står nu overfor at mande op på flere områder for både at følge med og for at sikre robustheden på alle kerneområder. Administrerende direktør Bente Søgaard har i den forbindelse besluttet, at tiden er inde til at give stafetten videre til nye kræfter, som kan være med til at forløse vækstpotentialet og føre virksomheden videre til version 2.0.

 

Den store fremgang skyldes dels, at virksomheden kan håndtere alt lige fra idé til færdigt byggeri med både arkitekter, ingeniører og konstruktører i samme hus og dels den nye byggelovgivning med stigende dokumentationskrav og krav om certificeret rådgivning til de fleste byggesager indenfor brand og konstruktioner.

 

På den baggrund er antallet af sager på bare de seneste to år fordoblet, hvilket også har sat sit tydelige præg på omsætning og bundlinje. Med flere og mere komplekse sager samt en oprustning på medarbejderfronten, er det besluttet at indføre et ledelseslag mere i virksomheden. Derved skabes der flere ressourcer til ledelse, drift og udvikling af den samlede virksomhed, ligesom fokus på de forskellige kompetencer til hhv. projektteamet samt brand & konstruktionsteamet bliver skærpet.

At Bente Søgaard i den forbindelse har valgt at give stafetten videre, som den øverste direktør, betyder dog ikke, at hun forsvinder ud af virksomheden. Hun ønsker nemlig at frigøre tid til igen at komme tættere på kunderne og ”maskinrummet” samtidigt med, at hun kan give viden om virksomheden og dens DNA videre til en ny administrerende direktør i et rettidigt generationsskifte.

 

– Jeg har konkluderet, at det er det rette tidspunkt for mig at træde tilbage som administrerende direktør og vil i stedet se frem til at kunne fokusere på den tekniske side som chef for brand- & konstruktionsteamet og dermed den certificerede rådgivning, fortæller administrerende direktør Bente Søgaard, der med stor tilfredshed kan se tilbage på 20 begivenhedsrige år i spidsen for BK NORD A/S.

 

Bestyrelsesformand for BK NORD A/S Claus Nørgaard understreger, at det helt og holdent er Bente Søgaards eget ønske at forlade posten som BK NORD’s frontfigur til fordel for at fokusere på det tekniske område brand og konstruktioner.

Som led i det ledelsesmæssige generationsskifte går BK NORD A/S nu i markedet efter en ny administrerende direktør. Både Bente Søgaard og Claus Nørgaard ser frem til en frugtbar proces, der skal fremtidssikre BK NORD A/S og ruste virksomheden yderligere til vækst. De senere års udvikling viser i hvert fald med alt tydelighed, at virksomheden har potentiale for endnu mere.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev få nyheder direkte i din indbakke. Vi holder dig opdateret om alt fra ny viden og udviklingen i landbruget til spændende nyheder og begivenheder.

Erhversparterner Thy's logo i 2 grønne nuancer BKNord arkitekter og ingeniørers logo i sort Thymæglernes logo i sort KvægXpertens logo i rød og sort LandboUngdoms logo i sort KvægXpertens lgo Seges' logo i sort